Tardigrada: Er det latinske navn på tardigraderne

Ukendte tardigrader fundet i mos på Azorerne

De fleste kender nok nogle af de fugle og dyrearter som er mest almindelige her i landet, men ikke mange kender eller har set en tardigrad.
Det er en bogstaveligt talt overset art.
Dyret er også meget lille højst omkring en mm. lang.
Til gengæld er det vidt udbredt over hele jorden, i havet, ferskvand og på bjergtoppe, selv i de arktiske områder.
Kendt er den som "tagrendedyret", idet den ynder at bo i de små mospuder som med tiden samler sig på f.eks. vore tage.
Under kraftige regnskyl kan nogle "spules" ned i tagrenderne og leve en tid her.
Vi mennesker ynder at klassificere andre væsener efter, hvilken gavn de gør set med vore øjne, og her kommer tardigraderne til kort, men mon ikke der er en mening med dem også.
Lieberkind skriver om en tysk præst som i 1773 havde fundet nogle af disse mærkelige små dyr i en lille bæk, han kaldte dem for kleine wasserbâren, ( små bjørnedyr ) og nogle arter kan med lidt god vilje ligne en lille bjørn.

Selv syntes jeg de minder om en lille larve med otte ben, men navnet bjørnedyr, har man taget til sig og her i landet er det nok det mest kendte navn.
Så vidt vides har videnskaben endnu ikke besluttet sig til om de hører til en eller anden kendt dyregruppe, eller om de er en art helt for sig selv.
Nogle tardigrader lever som rovdyr af bakterier, måske nu og da et hjuldyr, andre er planteædere, men de er alle udstyrede med nogle såkaldte stiletter som de kan skyde ud og ind af munden og prikke hul på planteceller, eller hvad de nu har gang i, mon ikke de fleste veksler lidt mellem det ene og det andet.
Tardigraderne skal skifte deres hud med mellemrum, dette benytter hunnerne
fra enkelte arter sig af, når  hun alligevel skal skifte hud lader hun samtidig sine æg glide ud sammen med og i den tomme skal, hannen befrugter så æggene i skallen, medens hunnen for længst er gået sin vej.
Andre tardigrader lægger deres æg enkeltvis, og disse har ofte nogle mærkelige udvækster, som sandsynligvis tjener til at holde dem fast på blade og stængler.
Alle tardigrader er vanddyr, men har hverken gæller eller lunger, de formår at optage den nødvendige ilt gennem huden.
De tardigrader som lever på landjorden i f.eks. mos, lever mellem mosbladene i det vand som mosset holder så godt på, og de kan sagtens klare sig når blot de har en tynd hinde af vand rundt om sig.
Begynder tardigraderne at tørre ud, er de kendt for at kunne gå i en slags dvaleform ( tøndestadiet ), og i den tilstand kan de tåle det utroligste som f.eks. nedkøling til minus 272 grader c. og kortvarigt op til plus 90 grader c. de er sågar blevet sendt ud i himmelrummet for at undersøge om de kunne tåle kosmisk stråling, også dette kunne de klare, ( man kunne fristes til at tro at de i tidernes morgen var kommet direkte hertil ude fra rummet ).

Når den lille tardigrad inde i sin tøndeformede dvaletilstand fornemmer, at nu er tiderne blevet bedre, vækkes den atter til live og vandrer straks glad videre.

De ældste fossiler af tardigrader der er fundet er nogle få forstenede tardigrader fra Kambriumtiden.
Man har også fundet en fossil tardigrad i et stykke 90 millioner år gammelt ravstykke fra New Jersey ( Milnesium swolensky ).
Endvidere er der fundet en fossil tardigrad i et 60 millioner år gammelt ravstykke fra Canada, den var tydeligt forskellig fra deres nulevende artsfæller og blev placeret under et nyt artsnavn: Beorn leggi.

Se Thorkil E. Hallas Danmarks tardigrader.

Se også C. I. Morgan and P.E. King.
British tardigrades.

Bøgerne findes på bibliotekerne, eller de kan skaffe dem hjem.

Niels Hansen
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE